Om Vintervad Design

Produktion skal gentænkes

Den 20. marts 2026 havde Danmark opbrugt sin andel af klodens ressourcer for hele året. Verdenshavene er forvandlet til en slags plastiksuppe, hvor nedbrudt plast og mikroplast driver rundt i enorme koncentrationer, hvilket truer det maritime økosystem.

99% af verdens plastik er lavet af olie eller naturgas. Den oliebaserede plast er fyldt med kemikalier og findes i vores tøj, møbler, huse, madkasser, indpakning, maling, biler og mange andre produkter.

Produktionen af produkter - og dermed arbejdspladserne - i mange år blevet outsourcet til udlandet, oftest til lande med billig arbejdskraft, dårlige vilkår og lave krav til miljø, sikkerhed og bæredygtighed. Lande der ligger langt fra Danmark, hvorfor produkterne skal transporteres flere tusinde kilometer.

Klimakrisen og plastik hænger uløseligt sammen. Vi elsker dansk design og særligt de danske klassikere. Men alt for mange producenter gør for lidt for miljøet, bæredygtighed og mennesker, selvom de har alle mulighederne for at gøre tingene bedre. Det synes vi ikke er i orden. Danmark har brug for virksomheder, der vil skabe løsningerne fremfor at bidrage til problemerne.

Drømmen om Vintervad Design

Vi løser problemerne fremfor at bidrage til dem

Vores drøm er at skabe Danmarks mest bæredygtige design- og produktionsvirksomhed. Et ansvarligt forbrugssystem af produkter, der holder til livet og som er fremstillet i naturligt vedvarende og genanvendte materialer.

Vi gør det ved at ændre den måde, hvorpå produkter designes, produceres og forbruges. Vores produkter bliver designet, finpudset og produceret i Danmark. Vi gør det på en måde, som vi kan stå inde for - ved at tage ansvar for mennesker, produkternes bærdygtighed og vores klimapåvirkning.

Vores drøm er styrende for vores tilgang til bæredygtighed, design, materialer, produktion og genanvendelse, som du kan læse mere om herunder. Nederst på siden kan du få et indblik i, hvor langt vi er kommet med at realisere vores drøm om Vintervad Design.

Passion for bæredygtighed

Bæredygtighed handler ikke kun om materialerne. Det handler også om produktionsprocesser, efterbehandlings metoder, valg af underleverandører, valg af emballage, valg af logistik løsning, muligheder for reparation af produktet, produktets levetid og mulighederne for genanvendelse af produktet.

Det er alle disse valg, som afgør produktets totale klimapåvirkning. At et produkt er fremstillet i naturligt vedvarende eller genanvendte materialer, er nemlig ikke automatisk det mest miljøvenlige og bæredygtige valg. Nedenstående eksempel med tøj af brugte sodavandsflasker, viser hvor galt det kan gå.

Det meste tøj indeholder polyesterplastik, og derfor er det nærliggende at tro, at det er bæredygtigt at anvende brugte sodavandsflasker til at producere tøj. Men det er ikke tilfældet i Danmark, hvor vi har et effektivt pantsystem. Hvis plastflaskerne tages ud af retursystemet, ender de på forbrændingen eller lossepladsen i stedet for at blive til nye plastflasker. Årsagen er, at der ikke eksisterer et effektivt retursystem til genanvendelse af tøj.

Ovenstående er årsagen til, at vi altid bruger et helhedsperspektiv, når vi designer og producerer vores produkter - så vi ikke ender i en situation som den i eksemplet: hvor vi skaber et problem i stedet for at løse det.



Passion for design

Tre grundprincipper: Funktionalitet, kvalitet & materialer

Vi skaber unikke interiørprodukter, som både bliver designet og produceret i Danmark. Vores designproces tager afsæt i tre grundprincipper: funktionalitet, kvalitet og materialer. principperne er styrende for udviklingen , når vi udvikler æstetiske og meningsfulde produkter til hjemmet, kontoret og sommerhuset.

Funktionalitet
Produkterne skal have et formål, og funktionaliteten kommer altid før æstetikken. Ingen ønsker en vase, der tipper, bliver utæt eller er besværlig at vedligeholde. Derfor har vi konstant fokus på, at funktionaliteten er i top – også når produktets primære formål er at pynte.

Kvalitet
Vi skaber produkter, der kan holde til livet. Hvis et produkt ikke kan klare en vild omgang fangeleg i ulvetimen hos børnefamilien, så må vi tilbage til tegnebrættet. Vores produkter skal være holdbare og nemme at reparere, hvis uheldet er ude.

Materialer: Vi bestræber os på at minimere ressourceforbruget - uden at gå på kompromis med funktionalitet eller kvalitet. Derfor vil du opleve, at mange af vores produkter er meget lette, fordi vi tænker over materialeforbruget, og fordi produkterne er fremstillet af bionedbrydelige og genanvendelige materialer.

Disse principper gælder også, når vi laver unikke produkter for vores kunder. Hvilket du kan læse mere om her: “skal du bruge noget helt unikt?”

Passion for materialer

Naturligt vedvarende, genanvendelige og genanvendte materialer

Materialerne, som vi bruger i vores produkter, er primært fremstillet af naturligt vedvarende ressourcer og er enten bionedbrydelige eller genanvendelige - i de fleste tilfælde begge dele. I andre tilfælde genanvender vi materialer fra andres produkter. Det kan være materialer fra udtjente møbler, elektronik eller gamle fiskenet, som er fjernet fra havet.

Vi tror ikke på en verden uden plast, men vi tror på en verden uden plast lavet af olie og gas, som er fyldt med kemikalier. Der foregår en masse spændende forskning i, hvordan plast kan fremstilles af andre materialer for eksempel af alger og CO₂ - men disse er endnu ikke der, hvor de kan bruges i en produktion.

Når vi vælger emballage, er vores tilgang at bruge så lidt som muligt. Emballagens eneste funktion er at sikre, at produktet ikke går i stykker på vej hjem til dig. Så når du køber et produkt af os, skal du forvente en minimalistisk indpakning.

Materialerne i vores produkter

Naturligt vedvarende og genanvendte materialer

I vores produkter bruger vi primært PLA og PHA, som begge er fremstillet af naturligt vedvarende ressourcer, kan genanvendes til nye produkter og er bionedbrydelige, så de kan komposteres, når kvaliteten ikke længere er god nok til genanvendelse. I enkelte tilfælde bruger vi materialer, som ikke kommer fra naturligt vedvarende ressourcer. Det kan f.eks. være fordi produktet skal kunne tåle høj varme.

PLA: Materialet, som vi bruger er produceret i Danmark, godkendt til fødevarekontakt og lavet af rester fra høsten af korn og majs - dette sikrer, at vores Materiale ikke konkurrerer med produktionen af fødevarer. Materialet kan genanvendes ved omsmeltning og er bionedbrydeligt, dog ikke i din hjemmekompost. Det nedbrydes kun under industrielle komposteringsforhold. Fremstillingen af materialet, som vi bruger udleder cirka 1,5 kg CO₂ pr. kg produceret materiale - til sammenligning udleder produktion af træplanker 3 kg CO₂ pr. kg, glas 4 kg CO₂ pr. kg, pp-plast 10 kg CO₂ pr. kg og keramik 7 kg CO₂ pr. kg.

PHA: Det nyere alternativ til pla, som kan nedbrydes i din hjemmekompost uden at skabe mikroplast. Materialet er dog stadig begrænset i styrke, tilgængelighed og farvevalg. Hvorfor det stadig er et materiale vi kun eksperimenterer med. Da det endnu ikke lever op til vores krav om kvalitet og funktionalitet.

Passion for produktion

Fremtidens produktion er bæredygtig

Bæredygtighed og miljøpåvirkning handler ikke kun om materialer. Det handler også om, hvordan produkter bliver fremstillet, og om den energi, der driver produktionen.

For os er overproduktion en af de største udfordringer ved moderne produktion. Hvert år fremstilles og transporteres enorme mængder varer, som aldrig finder vej til en kunde. Det ønsker vi ikke at bidrage til.

Derfor anvender vi primært additive produktionsmetoder, som særligt ved mindre serier reducerer materialespild og energiforbrug sammenlignet med traditionelle fremstillingsmetoder som CNC-bearbejdning og sprøjtestøbning.

Det betyder, at vi har et begrænset lager. I nogle tilfælde fremstilles dit produkt først, når du bestiller det. Det kan betyde et par dages ekstra leveringstid, men det betyder også, at vi kun producerer det, der faktisk efterspørges.

Vi arbejder mod en produktion drevet af vedvarende energi fra sol og vind – også når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. Det gør vi ved at lagre overskydende energi i genbrugte bilbatterier og dermed skabe en mere bæredygtig produktion, der udelukkende drives af vedvarende energi.

Vi er stadig et lille værksted med store ambitioner, så vi er ikke i mål endnu. Men med hver ordre kommer vi et skridt tættere på.

Passion for genanvendelse

Take back & reuse

Affaldssorteringen i Danmark er desværre ikke så effektiv, som den kunne være. En stor del af affaldet ender stadig på forbrændingsanlæg, ofte fordi det ikke er sorteret korrekt.

Derfor opfordrer vi til, at du benytter vores Take Back & Reuse ordning, hvis du finder eller ikke længere ønsker at bruge et af vores produkter. Ordningen er etableret for at sikre, at de produkter, vi sender på markedet, bliver håndteret ansvarligt og i videst muligt omfang genanvendt.

Når vi modtager et produkt retur, vurderer vi først materialets tilstand. Hvis det egner sig til genanvendelse, indgår det i produktionen af nye produkter. Materialet kan mekanisk genanvendes fem til ti gange, før dets styrke gradvist forringes og ikke længere lever op til kravene for nye produkter. Derfor tester vi løbende kvalitet og styrke, inden materialet genanvendes.

Hvis materialet ikke lever op til vores standarder, sendes det til industriel kompostering, hvor det nedbrydes inden for 1–2 måneder uden dannelse af mikroplast.

Alle dele i vores produkter er mærket med materialetype. Det gør det lettere for os at håndtere materialerne korrekt og øger samtidig sandsynligheden for korrekt sortering, hvis du selv afleverer produktet på genbrugsstationen.

Alt dette gør forhåbentlig, at du kan have en lidt bedre samvittighed, næste gang du vælger et af vores produkter. Dem kan du i øvrigt se her.

Se vores produkter